REPORTAGER FRA LIBYEN FEBRUAR/MARTS 2011, bragt i( Sydsvenskan, Bergens Tidende m. fl.)
5. Marts
De libyske oprørere rykker nærmere Tripoli. I fredags indtog de oliebyen Ras Lanouf, og i går fortsattede de mod Binjawat yderligere 50 kilometer inde i det Gaddaffi-kontrollerede vestlige Libyen.
Ras Lanouf, Libyen
”Om Gud vil, så når vi hele vejen til Sirte allerede i morgen,” råber 23-årige Abu Bakr.
Sirte er Gaddaffis hjemsted og hans stammes magtbase.
Abu Bakr og tre andre unge oprørere sidder på ladet af en pick-up bil, monteret medet et 14,5 kaliber antiluftskyts. De holder lige uden for byporten til oliebyen Ras Lanouf. I torsdags var de med til at indtage Brega ca. 120 kilometer østpå, i går var det Ras Lanouf, og næste mål er Binjawat yderligere 50 kilometer inde i det Gaddaffi-kontrollerede vestlige Libyen.
”Vi vil dø for friheden og vores land,” råber de unge mænd i munden på hinanden og forsvinder mod vest i en støvsky.
Ras Lanouf blev indtaget af oprørerne fredag aften. Forud var gået nogle timers heftige kampe omkring militærbasen nogle kilometer uden for byen, som kostede mindst otte livet og sårede mindst 30.
Med tabet af Ras Lanouf har Gaddaffi mistet endnu et af de store olieraffinaderier. Han kæmper nu for at generobre byen Zawiya og det store rafinaderi dér. Zawiya ligger vest for Tripoli, klemt inde mellem hovedstaden og den tunesiske grænse, og indtil for et par dage siden var den på oprørernes hænder. I går forlød det, at et rent blodbad udspiller sig i byen, og at mindst 50 er dræbt og omkring 200 såret.
Vi forlader Ras Lanouf og følger efter oprørerne videre vestpå. Knapt ti kilometer uden for byen møder vi Salah Atik og hans to venner, Aslak Wisam og Khamis Abdel Salam. De kommer helt fra Tobruk knapt 800 kilometer østpå. Ved daggry fredag morgen brød de op for at slutte sig til frontkæmperne.
”Min mor var meget vred på mig. Jeg er hendes ældste søn, og hun sagde, at hvis jeg elskede hende, tog jeg ikke afsted. Men jeg kyssede hende på panden og sagde: ”Tilgiv mig!” Og så kørte vi,” siger Salah Atik.
Da de tre venner ankom til Ras Lanouf ved 17-tiden, kørte de direkte ind i en ildkamp med Gaddaffi-styrkerne.
”Lige før solen gik ned, hejste de det hvide flag. Men det var en fælde. Så snart vi indstillede skydningen, angreb de med fuld styrke. Men vi holdt stand, og til sidst stak de halen mellem benene,” fortæller Salah Atik.
På ladet af deres bil ligger tre madrasser og nogle tæpper. Inde i førerhuset har de to automageværer, to håndgranater samt en stor kniv. Det var, hvad de kunne skrabe sammen af våben.
”Resten er op til Gud,” siger Khamis Abdel Salam, der har efterladt to koner og 13 børn hjemme i Tobruk.
Salah Atik tager sin mobiltelefon frem og viser os et billede af sin syv måneder gamle søn.
”Gud vil beskytte ham, hvis han mister sin far,” siger han.
Så kører de videre mod Binjawat, mens vi vender tilbage til Ras Lanouf.
Ved byporten er mindst et par hundrede mænd forsamlet, de fleste af dem oprørere. Stemningen er oppisket som et oprørt hav, der bliver råbt og grinet og affyret antiluftsskyts op i luften, og en flok på 15-20 unge mænd danser, synger og klapper i hænderne.
Så springer de pludselig op i bilerne og drøner afsted.
Bortset fra en enkelt såret er borgerne i Ras Lanouf uskadte. Det er en lille by på 3-4000 indbyggere, og de deltog ikke i kampene, for de har ingen våben, forklarer 36-årige Mansour Salem, der arbejder som vagt ude på olerafinaderiet.
Han fortæller, at olieselskabet bl.a. producerer ethylengas, der er ekstremt sprængfarligt.
”Hvis en af gastankene røg i luften, ville det lægge alt øde på et 40 kvadratkilometer stort område,” fortæller han. Derfor har selskabet brændt al gassen af for ganske nylig.
En mand, som ikke vil have sit navn frem, fortæller, at han deltog i kampene dagen før. Han vil have os med ud på militærbasen, hvor det foregik,og på vej i bilen fortæller han, at de angreb i flere omgange. Til sidst, da de fik fat i nogle raketdrevne granater, lykkedes det at drive Gaddaffi-styrkerne på flugt.
Da de efterfølgende brød ind på basen, fandt de tre brændende biler og ligene af otte soldater.
”De var blevet skudt af deres egne, i hovedet og brystet. De har sikkert nægtet at angribe os,” siger han.
Senere får vi bekræftet på hospitalet i den nærliggende by Brega, at ligene af otte soldater fra Gaddaffis styrker er blevet bragt til oprørernes hovedby, Benghazi.
Netop som vi når frem til basen uden for Ras Lanouf, som ligger lige over for olierafinaderiet, bliver vores guide ringet op og advaret om, at et bombefly er på vej. Vi kaster os ind i bilen igen, og to minutter senere drøner et fly lavt hen over os.
Oprørere, der holder på landvejen langs olierafinaderiet, skyder vildt efter det, men rammer ikke. Mens vi drøner østpå mod Brega for at komme væk, vender flyet tilbage i flere omgange, og hver gang flænses luften af skudsalver fra oprørerne.
I skrivende stund meddeler al-Jazeera Arabic, at to helikoptere er blevet skudt ned lige uden for Ras Lanouf, og at oprørerne har indtaget Binjawal.
3. marts
Kampen om Libyen er langt fra slut. Gaddaffi-loyale styrker angreb både onsdag og torsdag den strategisk vigtige olieby Brega. Nu ruster oprørerne sig til en ny offensiv.
Brega, Libyen
Torsdag formiddag blev 24-årige Naji Ali Bugrenat fundet i klitterne ved universitetet i oliebyen Brega, bagbundet og skudt gennem hovedet.
Mindre end et døgn forinden var han blevet kidnappet af Gaddaffi-loyale styrker, der angreb byen tidligt onsdag morgen.
Med fundet af Naji steg antallet af dræbte til 12. Og det reelle tal er snarere 20 eller flere, for mindst syv andre blev kidnappet under kampene.
”Gaddaffis lejesoldater brugte dem som levende skjolde,” siger 33-årige Zeinab Mashry, hvis mand Muftah er blandt de kidnappede.
Da hun efter utallige forsøg endelig kom igennem til hans mobiltelefon sent på eftermiddagen, blev opkaldet besvaret af en fremmed stemme, der sagde: ”Glem ham. Han er færdig.”
Zeinab løfter sin toårige søn – den yngste af ægteparrets fem børn - op på skødet. Han har grædt utrøsteligt under hele interviewet og kalder hele tiden på sin far.
”Jeg ved, han er død,” siger Zeinab.
Gaddaffi-styrkerne ankom kort før daggry, iført militæruniformer og grønne pandebånd, fortæller Khalil Mohamed, en af oprørerne i byen. De var omkring 200, fordelt i ca. 60 køretøjer, og kom angiveligt fra Gaddaffis hjemby, Sirte, som ligger ca. 220 km længere mod vest.
Det var første gang, at Gaddaffis styrker gennemførte et angreb i det østlige Libyen, siden det kom under oprørernes kontrol for 11 dage siden.
Brega er den yderste frontlinie i det oprørskontrollerede område langs den ca. 1000 kilometer lange kyststrækning mellem Tripoli og Benghazi. I Brega ligger også nogle af Libyens vigtigste oliefaciliteter, bl.a. raffinaderier og eksportterminalen i Brega havn.
Og uden for Brega løber den naturgasledning, der forsyner kraftværker i Benghazi og andre centrale byer i det østlige Libyen, så hvis Gaddaffis styrker får generobret området, kan de ikke alene afskære gas-forsyningerne, men også store dele af benzin, diesel-leverancerne.
Gaddaffi-styrkerne stormede lufthavnen, området omkring oliehavnen og rafinaderiet samt det nærliggende universitet og fik støtte fra luften af bombefly.
Men snart spredte nyheden om angrebet sig, og oprørere i Benghazi, Ajdabiya og andre byer langs hovedvejen østpå sprang ind i biler, taxier og varevogne med påmonterede antiluftskytskanoner for at køre til Brega og forsvare den frihed, de har vundet.
Ifølge Khalil Mohamed nåede omkring 150 oprørere frem til Brega.
De gik til modangreb med maskingeværer, AK 47 maskinpistoler, raktedrrevne granater, og slaget rasede til langt ud på eftermiddagen, indtil det lykkedes at drive angriberne på flugt.
Samtidig med angrebet på Brega blev et våbendepot uden for byen Ajdabiya ca. 80 km fra Brega forsøgt bombet fra luften, men bomberne ramte langt ved siden af.
Da vi kører gennem Ajdabiya, er 4-500 mænd forsamlet ved den vestlige byport. De fleste af dem er unge og fyr og flamme for at forsvare deres by imod nye angreb fra Gaddaffi-styrkerne.
Med adrenalinen pumpende i kroppen og et patronbælte om halsen marcherer 25-årige Awad Mohammed rundt i bare tæer i plastiksandaler. Han har lige forsøgt at lade en antiluftskytskanon, men forgæves.
”Jeg har kun været en måned i militæret, jeg aner ikke, hvordan man betjener sådan en,” siger han med et grin.
Der er ingen samling på tropperne, ingen strategi og ingen militær ledelse. Alligevel er det lykkedes oprørerne at underlægge sig hele det østlige Libyen i løbet af få dage.
”Vi har hjertet og viljen og Gud på vores side,” siger Awad.
For 49-årige Saleh Bin Ali, der er i færd med at reparere et maskingevær, handler kampen også om hævn. Han har tilbragt fire år i det berygtede Abu Salim fængsel og sad der, dengang 1200 fanger i 1996 blev slagtet af regimet – en massakre, hvis manglende retsefterspil i høj grad var med til at udløse revolutionen for 14 dage siden.
Saleh Bin Alis forbrydelse bestod i, at han spiste middag sammen med en bekendt, der var eftersøgt af det hemmelige politi. Ud over fire års fængsel blev hans lejlighed konfiskeret, så hans kone og børn måtte flytte ind hos noget familie.
Men det erfarede Saleh først, da han blev løsladt.
”I fængslet hørte vi intet nyt. Ingen besøg, ingen nyheder, ingenting i fire år,” siger han.
Torsdag morgen var der endnu et luftangreb i Brega. Ingen blev ramt, men nervøsiteten er stor, og rygterne svirrer. Det forlyder bl.a., at mindst 600 køretøjer med Gaddaffis lejesoldater er på vej mod byen.
På det lokale hospital har lægerne allerede organiseret sig. Et hold skal arbejde ved fronten, resten på hospitalet.
”Nej, Jeg er ikke bange,” siger Dr. Awad al-Gueri, da vi spørger og afviser i samme åndedrag, at han er modig.
”Dette er mit land. Jeg kæmper bare for vores frihed,” siger han.
2. Marts
”Vi er klar til at dø for et frit Libyen!”
Benghazi, Libyen
I en skolegård i Benghazi ved siden af Salmani Militærbasen står 6-500 mand opmarcheret i lange rækker. Nogle af dem er iført en armygrøn uniformsjakke og camouflage-bukser, men de fleste er i civil.
En kommandant står foran dem og smælder ordrer ud.
”Stå ret! Højre om,” beordrer han, og flokken adlyder.
Men ikke ret længe. Mændene er frivillige, som har meldt sig til kampen imod oberst Gaddaffis regime, og deres baggrund er civil. De er læger, hændværkere, ingeniører, universitetslærere og arbejdsløse, og der er ikke den store disciplin i rækkerne.
”Vi spilder tiden. Giv os nogle våben og lad os komme i gang med noget andet end det her pjat,” råber en ung mand og høster klapsalver.
Kampgejsten er enorm. Folk brænder for at begynde marchen imod Tripoli og styrte diktatoren og befri de dele af Libyen, som stadig er under hans kontrol. De har ingen våben, ingen militær træning af betydning. Men de er parat til at dø for deres land, siger de.
Tareq Farah er kemiker, 36 år og far til en søn på tre år.
”Jeg giver gerne mit liv, for at han kan vokse op i et Libyen, hvor man kan trække vejret frit,” siger han.
Ovre i et hjørne af skolegården står folk i kø foran et træbord for at lade sig registere. Ved 11-tiden har 96 skrevet deres navn og mobilnumre ind i en stor notesbog. Men hvor mange, der ialt har meldt sig, siden rekrutteringen begyndte i søndags, kan vi ikke få oplyst. Det er en ”militær hemmelighed”.
Det er heller ikke klart, præcist hvem der rekrutterer de frivillige. Kommandanterne i skolegården vil kun sig, at de er ”militærfolk”.
”Hvis der er nogen af jer, der selv har våben, skal I sige det,” råber kommandanten til de frivillige. ”Vi skal nok sørge for alt, hvad der er brug for til kampen. Men I må have tålmodighed. Tiden er ikke inde endnu.”
36-årige Masoud Bouasir lod sig registrere i mandags og er mødt op til ”træning” på skolen hver dag lige siden. Om halsen har han en kikkert og et patronbælte med hundredevis af patroner, og i hånden holder han en detonator til de blokke af sprængstoffet DNT, som han har i sin rygsæk.
Til daglig er han fisker og bruger normalt DNT til at fange fisk med. Men nu skal de 40 kilo, han har på lager derhjemme, bruges imod Gaddaffi.
”DNT er bedre end et maskingevær. Det dræber flere, og det giver et enormt brag,” siger han og forsikrer, at han normalt er en fredelig mand.
”Jeg har to børn og en gravid kone. Men jeg kan ikke bare sidde med hænderne i skødet. Gaddaffi forsøger at generrobre, hvad han har tabt, og han kan finde på hvad som helst. Vi er nødt til at forsvare os,” siger han.
I nattens løb er byen Briga ca. 200 kilometer vest for Benghazi blevet angrebet af Gaddaffi-loyale styrker og bombet fra luften. Briga udgør frontlinien mellem den østlige og vestlige del af landet, og selv om oprørerne genrobrede byen nogle timer senere, beder et nyt, midlertidigt Nationalt Råd, som blev præsenteret i Benghazi i går, og som fremover taler på vegne af alle de lokale folke-komiteer, nu FN om at sætte ind med luftangreb imod baser, hvor Gaddaffis lejesoldater befinder sig.
Ifølge talsmanden for det nye råd, Abdel Hafiz Ghada, er det lejesoldater fra Niger, Mali, Kenya og Algier, der angriber oprørerne.
”Den libyske hær er ikke i stand til at indlede en offensiv selv, kun til at forsvare og holde de byer, som allerede er under vores kontrol,” siger han.
Men han understreger, at strategiske luftangreb, iværksat af FN, ikke er det samme som at invitere udenlandske tropper ind i Libyen. Det sidste vil under ingen omstændigheder blive accepteret, siger han og afviser, at revolutionsrådet har kontakt til det amerikanske militær om militær intervention.
Ifølge talsmanden for Benghazis folke-komite, Mustafa Gheriani, vil det være det rene selvmord at begynde en march imod Tripoli nu.
”Vi ved, at folk brænder for at befri hele Libyen, og det er godt, at de frivillige bliver trænet. Men det skal organiseres. Kræfterne skal koordineres,” siger han. ”Vi kan selvfølgelig ikke stoppe enkeltpersoner, der tager afsted på eget initiativ. Men vi opfordrer på det kraftigste til, at de lader være.”
I skolegården ved siden af Salmani militærbasen bliver en vogn med antiluftskyts kørt ind, og et par af kommandanterne demonstrerer, hvad den kan. Med jævne mellemrum bliver der affyret skudsalver op i luften.
”Længe leve friheden. Frit Libyen! Gud er stor,” råber de frivillige.
Fiskeren Masoud Bouasir ved godt, at militæret ikke har nogen våben til de frivillige, siger han.
”Men det afskrækker os ikke. Vi har Gud på vores side.”
28-02
Baida, Libyen
Der står syv simple trækister ved siden af lighuset på Martyrernes Hospital i centrum af Baida.
Inde i lighuset ligger ni lig på køl, alle skudt midt i panden. Ingen ved, hvem de er. Men de deltog i demonstrationerne imod Gaddaffi i sidste uge og blev ramt af snigskytter, fortæller hospitalsdirektør Mohamed Abidi.
”De er ikke her fra egnen. Formentlig kommer de fra Tripoli, men lige for øjeblikket er det umuligt for eventuelle pårørende at komme hertil og identificere dem, så vi ved det ikke,” siger han.
Siden 16. februar har hospitalet registreret 65 dræbte og 640 sårede. Den seneste døde her til morgen af sine skudsår og er blevet gjort i stand i lighuset for et par timer siden.
”Og så siger de på de statslige TV-kanaler, at alt er i den skønneste orden,” sukker Mohamed Abidi.
På en hospitalsstue med 13 senge ligger 36-årige Omar Abdallah. En kugle er gået igennem hans venstre arm, en anden er gået direkte gennem brystet og ud gennem ryggen. At han lever er et mirakel, siger Mohamed Abidi.
Omar var soldat i Hussein Sweifi-brigaderne, et af Gaddaffis private vagtværn. Den 18. februar blev deres base angrebet af oprørerne, og Omar og hans kammerater fik ordre til at skyde.
”Men da vi så, at de fleste var teenage-drenge bevæbnet med sten og trækæppe, skød vi op i luften,” siger han.
Ordren til at skyde kom fra afrikanske lejesoldater, som et par dage tidligere havde overtaget kontrollen med basen, fordi Gaddaffi ikke længere stolede på sin eget vagtværn, fortæller Omar.
Om aftenen deserterede han, men da han hørte næste dag, at hans kammerater var blevet taget som gidsler af lejesoldaterne, vendte han tilbage for at finde ud af, hvad han kunne gøre. Og lige foran basen blev han skudt af lejesoldaterne.
Det lykkedes ham at slæbe sig i skjul, og kort efter blev han fundet af civile og bragt til hospitalet.
Vi spørger, om ikke det var hans pligt at være loyal mod Gaddaffi, når han nu frivilligt var gået ind i et af hans vagtværn?
”Tror du, at jeg kan acceptere en slagter som min leder,” svarer han. ”Min opgave var at beskytte Gaddaffi, ikke at slå hans folk ihjel.”
I øvrigt har han aldrig sympatiseret med diktatoren, siger han. Jobbet som soldat var det eneste, han kunne få, og når man har kone og tre børn at forsørge, kan man ikke tillade sig at være kræsen.
På en plads i centrum af Baida ikke så langt fra hospitalet har oprørerne indrettet et center under orange pressenninger. Her mødes byens borgere fra morgenstunden for at udveksle nyheder og tilbyde deres hjælp som frivillige.
Denne formiddag går snakken om Gaddaffis seneste tiltag: En gratis bil til alle libyere. For et par dage siden udlovede han rentefri boliglån til alle og 200.000 dinarer – knapt en million kroner – i belønning til de stammeledere, der ville sværge ham troskab.
Men borgerne i Baida har kun hån til overs for den slags løgne, fortæller Amal Bin Isa, som egentlig kommer fra byen Ras Lanouf i det vestlige Libyen. Men efter at hendes mand blev arresteret den 24. januar og forsvandt sporløst, har hun og parrets fem børn boet hos svigerfamilien i Baida.
Amal Bin Isa inviterer os med hjem. Hun fortæller, at efterretningstjenesten tog hendes mand, Saffi al-Din, med sig uden forklaring.
”Han var iført sin pyjamas,” siger hun.
Saffis bror ledte efter ham i hovedstaden Tripoli i 14 dage. Til sidst forbarmede en mand i det hemmelige politi sig og fortalte, at Saffi var blevet arresteret, fordi han på Facebook havde opfordret til protestdemonstrationer imod Gaddaffi.
Ingen i familien ved, om det er sandt.
Ifølge Menneskerettighedsorganisationen Karama, som har hovedsæde i Geneve, er der mange, som er sporløst forsvundet i forbindelse med oprøret og protestdemonstrationerne . En af de sager, som Karama foreløbig har dokumenteret, drejer sig om en ung mand, Abdel Salam al-Qnashi, der videofilmede et af de første angreb på demonstranterne i Baida.
Dagen efter tog han afsted til grænsebyen Saloum for at få videobåndet smuglet ud, og siden har ingen hørt fra ham.
”Da en af hans venner forsøgte at ringe til ham, blev mobiltelefonen besvaret af en mand, som sagde: ”Glem ham. I ser ham aldrig igen,” fortæller Ahmed Mefreh fra Karama.
Baidas folkekomite, som blev dannet forrige lørdag midt under kampene mellem oprørere og Gaddaffi-loyaliste, har kendskab til 16 demonstranter, der er sporløst forsvundet, fortæller komiteens leder Sheikh Mohamed al-Dernawi.
I dag sørger komiteen for, at byen kan fungere. Der er bl.a. nedsat en underkomite, som har ansvar for sikkerheden, og den er i fuld gang med at indsamle våben fra de mange teenage-drenge, der deltaget i kampene. Men der er stadig omkring 500, der ikke har aflevere.
”Nogle af dem er bare 13 år og har automatvåben og raketdrevne granater.
Det kan alt for nemt ende galt,” siger al-Dernawi.
Da vi kører tilbage til hotellet, står nogle store drenge og deler løbesedler ud i et vejkryds. Sedlerne advarer om, at Gaddaffis lejesoldater er i gang med at opkøbe våben fra de teenagere, der endnu ikke har afleveret.
Ifølge løbesedlen giver de 3000 dinarer – ca. 15.000 kroner – for et skydevåben.
27-02
For en uge siden var Aruba skolen i den libyske Middelhavsby Shehat en ganske almindelig skole. Nu fungerer den som fængsel for 174 krigsfanger, bl.a. mistænkte lejesoldater fra Chad og Niger. Shehat, Libyen
Der står stadig regnestykker på tavlen, men borde og stole i klasseværelset er væk. I stedet for ligger 37 mænd og skutter sig under
kunststoftæpper på tynde madrasser på stengulvet. De blev taget til fange af oprørere i sidste uge, da voldsomme kampe rasede mellem Gaddaffis styrker og oprørerne i området, mistænkt for at
være lejesoldater fra Chad og Niger betalt af den libyske despot.
Ti af de 37 fanger siger, at de kommer fra Chad. Men de nægter alle at være betalt for at bekæmpe oprørerne.
”Vi kom til Libyen for at søge arbejde,” siger 18-årige Mohamed el-Madani, der ligger ved siden af Ahmed og Idris, begge 16 år og ligeledes fra Chad.
De siger, at de tog til byen Sabha i det sydlige Libyen, hvor langt de fleste af indbyggerne tilhører Gaddaffis stamme. Men de fandt ikke noget arbejde, og da ”nogle folk i byen” sagde, at de kunne komme med et gratis
fly til hovedstaden Tripoli, slog de til, fortæller Mohamed al-Madani.
Flyet landede imidlertid i Labrak lufthavnen ca. 15 kilometer uden for Shehat. Her blev op mod 800 mænd fløjet ind i sidste uge af Gaddaffi-regimet for at bekæmpe oprøret, der bredte sig som en steppebrand i det østlige Libyen, fortæller lederen af lufthavnen, oberst Hussein Idris.
”Der kom seks fly fyldt med civile natten til den 17. februar,” siger han. ”De var lejesoldater fra Chad og Niger og libyere fra Sabha.”
Mohamed og hans følgesvende blev udstyret med våben og kørt til byen Baida ca. 25 kilometer fra lufthavnen, og Mohamed indrømmer, at han skød på oprørerne.
”Men kun i selvforsvar. De skød først,” siger han. Så snart han kunne, stak han af, og i tre døgn skjulte han sig i skovene omkring Baida. Så overgav han sig til oprørerne, der anbragte ham i det midlertidige fængsel på Aruba-skolen.
Alt i alt er der 174 fanger, fortæller Ahmed Nasser, som er ansvarlig for det midlertidige fængsel og medlem af den ”Folke-komitte”, som oprørerne i Shehat har dannet efter at have smidt det tidligere regime på porten.
Hvor mange af de indsatte, der er udlændinge, ved han ikke. Og beviser for, at de er lejesoldater, betalt af Gaddaffi, har han heller ikke.
”Men mange af dem har selv erkendt, at de har skudt på demonstranterne.”
En del overgav sig frivilligt under kampene, og Ahmed Nasser gør et stort nummer ud af at fortælle, hvordan oprørerne beskyttede fangerne ved at bringe dem i sikkerhed i en af byens moskeer, mens de stadig selv var under beskydning.
Hovedparten af de 174 lejesoldater, som han kalder fangerne, er ”unge, fattige og forvirrede” og forstår ikke, hvorfor de blev sendt til det østlige Libyen. Og de vil snart blive løsladt og sendt hjem.
”Men først, når der er faldet ro over tingene. Hvis vi løslader dem nu, risikerer vi, at Gaddaffi slår dem ihjel eller sender dem imod os igen. Vi risikerer også, at de bliver lynchet af befolkningen, inden de slipper væk.”
Deserterede soldater fra den libyske hær bevæbnede med Kalashnikovs holder vagt over fangerne. Men ikke så meget for at forhindre flugt som for at beskytte dem, siger de.
Det er kun få dage siden, at rasende borgere samledes foran skolen for at få fat i ”de afrikanske lejesoldater”, som de anklagede for at have slået deres brødre, sønner og ægtefæller ihjel. Og i det nærliggende Baida blev 15 mistænkte lejesoldater i sidste uge henrettet af en flok indbyggere på byens centrale torv, fortalte den tidligere justitsminister, Mustafa Mohamed Abd al-Khalil, i sidste uge til Time Magazine.
Ministeren var blandt de første i en efterhånden lang række af Gaddaffi-topfolk, der har sluttet sig til oprørerne. En stor del af fangerne kommer formodentlig fra Khamis-militsen, der tilhører Gaddaffis søn, Khamis, og som siges at være Libyens bedst udrustede.
Men der er ikke dokumentation for noget, heller ikke for fangernes egne forklaringer. En enkelt går endda så vidt som til at påstå, at han blev rekrutteret af oprørerne i Tripoli og sendt til Baida sammen med en masse andre civile for at deltage i kampen imod Gaddaffis regime.
Andre hævder, at de var ganske almindelige soldater i den libyske hær. ”Vi fik at vide, at vi skulle beskytte borgerne i Baida imod terrorister.
Ingen fortalte os, at vi skulle skyde på civile,” siger Mahmoud, der ikke vil oplyse sit efternavn.
Han siger, at han er blevet taget som gidsel af oprørerne. Han støtter ikke Gaddaffi, påstår han, for Gaddaffi skaber problemer og ufred mellem Libyens stammer.
26-02
Tobruk, Libyen
15-årige Mohamed Attia står med et hjemmelavet vagtgevær foran Unity Banken i centrum af Tobruk. Sammen med tre venner på henholdsvis 18, 23 og 29 år har han holdt vagt ved banken, siden oprørerne tog kontrol over byen for snart en uge siden.
Geværerne er ikke ladt. Men de virker skam, forsikrer Mohamed, og om natten bliver de ladt.
Alt ånder ellers fred og ro i Tobruk, og de fire unge mænd fortæller stolt, at frivillige som de selv holder banditter væk ikke bare fra bankerne, men også fra havnen, olierafinaderierne og gader og stræder I almindelighed.
Et helt netværk af frivillige, organiseret i såkaldte ”folke-komitteer”, sørger for, at Tobruk fungerer. De dirrigerer trafikken, holder gaderne rene, indsamler våben og sørger for mad til de demonstranter, der stadig holder til i nogle store telte på en plads i centrum af byen.
Og hver eftermiddag samles i hundredevis af demonstranter igen på Martyrernes Plads i centrum af byen.
”Så længe Gaddaffi lever, kan alt ske. Først, når han er væk, kan vi forlade pladsen her,” siger 30-årige Salah Ibrahim Salem.
Han er politimand, men forlod jobbet natten til den 15. februar, da han overværede, hvordan 22 demonstranter i byen Benghazi ca. 500 kilometer vest for Tobruk blev dræbt – bl.a. af politifolk.
”Jeg og mine kollegaer her fra Tobruk var blevet sendt til Benghazi, fordi regimet havde mistanke om, at noget var under opsejling,” fortæller Salah Ibrahim Salem.
Drabene på demonstranterne blev den gnist, der antændte revolutionen, og den 17. februar sluttede Salah Ibrahim Salem sig til oprørerne hjemme i Tobruk.
”De sendte Gaddaffis milits-folk og lejesoldater fra Chad og Niger imod os,” siger han.
Tre af byens borgere blev dræbt. Da oprørerne havde underlagt sig Tobruk, satte de ild til alle regimets bygninger i byen: Fra politistationer og administrationsbygninger til efterretningstjenestens hovedkvarter.
En statue af Gaddaffis ”Grønne Bog” er blevet reduceret til murbrokker. Det grønne, libyske flag er væk, nu vajer Kong Idris trikolore i sort, grøn og rød overalt. Kong Idris blev væltet ved et ublodigt kup af oberst Gaddaffi i 1969 og nød stor, folkelig popularitet. Og de utallige billboards med diktatorens billede, der hang overalt, er flået ned.
”Der var så mange billeder af ham, at han dukkede op selv i vores drømme,” siger den 51-årige meteorolog Idris Kamiss.
Men for første gang i sit liv føler han sig fri. Og uden frygt.
”Vi har ikke længere en pistol rettet imod hovedet. Ingen kan arrestere mig længere, blot fordi jeg taler med dig. Det er en helt fantastisk følelse,” siger han.
Han har boet hele sit liv i Tobruk – i en gade i centrum af byen, der i lighed med de fleste andre ikke er kloakeret.
”Vi er nødt til at grave huller i jorden. Sådan er dagligdagen her. Alene dét er rigelig grund til at protestere,” siger han.
Det østlige Libyen, hvor oprøret – eller revolutionen, som oprørerne selv kalder det – begyndte, har i årtier været holdt økonomisk nede af Kadaffi.
Der er udbredt mangel på investeringer, og regionen ikke har ikke nydt godt af økonomiske reformer på samme måde som de vestlige dele af landet.
Fattigdommen er udbredt. En løn på 1000 kroner om måneden er helt normalt.
Politimanden Salah Ibrahim Salem bor sammen med sine forældre og sine otte søskende – hvoraf den yngste er 15 år - i et hus med tre soveværelser og en stue. I det ene af soveværelserne holder den ældste bror til med sin kone og sine fem børn.
Ingen af de andre søskende har haft råd til at gifte sig. Og Salah og to af hans brødre er de eneste, der har arbejde.
Da vi spørger, om Salah har tænkt sig at vende tilbage til sit job som politimand, hvis Gaddaffi bliver væltet, stirrer han et øjeblik lidt forvirret på os.
”Der er ikke noget, der hedder ”hvis”. Det eksisterer ikke. Hvis Gaddaffi generobrer magten, så er det slut med folk som mig. Vi vil alle sammen blive henrettet som forræddere,” siger han.
Men når Gaddaffi er væk, så vil han gerne vende tilbage til politiet.
Nu er en vis form for normalitet ved at indfinde sig igen. Bankerne åbnede i torsdags for første gang siden 17.februar, om end man højst kan hæve 200 libyske dinarer, knapt 1000 kroner. Til gengæld får folk lov at hæve penge, selv om de ikke har noget stående på kontoen.
Fødevareforretninger, apoteker, benzintanke og enkelte små cafeer holder også åbent. Men ellers er alt lukket. Også skolerne.
”Gaddaffis søn ønsker, at skolerne skal genåbne,” siger Fawsy Hussein, en 47-årig ingeniør, som vi møder blandt demonstranterne på Martyrernes Plads. ”Han vil gerne sige til hele verden, at nu er alt under kontrol og igen normalt i Libyen. Så derfor holder vi dem lukket. Lige indtil regimet
er væk.”
05/ 03
Revolutionens Kvinder
Benghazy
Vores rolle er at støtte og opmuntre mændene, siger de libyske kvinder om deres funktion i revolutionen.
Benghazi, Libyen
Dagen efter at Gaddaffis styrker var blevet drevet ud af Baida, samledes omkring 200 af byens borgere i det tidligere rådhus for at finde ud af, hvad de nu skulle stille op.
De var universitetslærere, stammeledere, forretningsfolk og andre af byens førende skikkelser – men ikke en eneste kvinde i blandt dem.
Ikke før Masouda al-Alami dukkede op med ti minutters forsinkelse.
”Jeg undrede mig over, at jeg var den eneste kvinde, men det hele var så forvirret, så jeg gik op og kaldte til orden,” siger den lille, trinde kvinde og fortæller, at mændene var dybt forbløffede over hendes initiativ.
”Men da de først var kommet sig lidt, kunne de godt lide det, og de opfordrede mig til at blive ved.”
Den 46-årige universitetsprofessor er vant til at være ”anderledes” i denne del af det konservative, østlige Libyen. Hun var den første kvinde, der fik en phd grad, hun er ugift og barnløs og bor stik imod moralforskrifterne alene i sin egen lejlighed. Og hun var lykkelig over at få lov til at tale og dirigere mødet den dag i Baidas tidligere rådhus.
Men til sin store skuffelse blev hun ikke inddraget i det nye, midlertidige bystyre.
”De vragede mig, fordi jeg er kvinde,” siger hun. ”Det er skamfuldt, men sådan er vores kultur. Mænd kan gøre, hvad de vil, mens kvinderne er stærkt begrænsede.”
Normalt holder kvinderne sig da også langt væk fra det politiske liv. Men det har de seneste par ugers dramatiske begivenheder vendt op og ned på for mange, og overalt i de ”befriede områder”, som folk kalder det, har kvinder støttet op omkring oprøret og til tider sat livet på spil-
Azza Yussef, som har et apotek i Baida, var på arbejde den aften, da Gaddaffi-styrkerne angreb demonstranterne, og da skudsalverne bragede løs et par hundrede meter borte, betænkte hus sig ikke et sekund på at løbe ud og komme de sårede til hjælp, siger hun.
Azza Yussef var den eneste kvinde, der vovede sig ud i gaderne dén nat. Da der opstod mangel på forbindinger, antibiotika og smertestillende midler på hospitalet, hentede hun, hvad der var brug for, på sit eget lager. Og næste nat var der så mange sårede, at Azza, som er uddannet sygeplejerske, oprettede en nødskadestue i apoteket.
”Jeg tror på revolutionen. Det gav mig mod til at gå ud og hjælpe, selv om der blev skudt, og folk blev slået ihjel omkring mig,” siger hun.
Omkring 300 kilometer vest for Baida, i det befriede Libyens foreløbige hovedstad Benghazi, hvor demonstrationerne begyndte den 15. februar, har kvinderne demonstreret hver eneste dag lige siden.
De er omgærdet af et to meter højt gitter, som adskiller dem fra mændene, men i modsætning til i Baida er de særdeles synlige.
Her møder vi 63-årige enke Halima Mansoury, der er mor til syv børn.
Hun blev gift som 17-årig, og mens hendes mand studerede i London, forsørgede hun familien som servitrice i et cafeteria og ved at sælge Tupper-Ware. Da familien senere flyttede til Austin i Texas for at manden kunne tage en phd, var det også hende, der tjente pengene.
Selv har hun aldrig fået sig en uddannelse.
”En af os skulle jo tjene penge,” som hun siger, og hun fortryder ikke et sekund.
”Tværtimod, jeg er stolt over, at jeg kunne forsørge os alle sammen.”
Halima Mansoury fortæller, at hun altid har været ”utroligt åbenmundet” og ofte fået at vide, at hun ville havne i fængsel, hvis hun ikke holdt op med at kritisere Kadaffi.
”Nu nyder jeg at stå her sammen med de andre kvinder og frit kunne fortælle verden, hvad vi mener om ham,” siger Halima.
Hendes datter Naziha, som vi senere møder i hendes hjem, mener, at revolutionen har ”åbnet folk,” som hun kalder det: Mænd, som tidligere aldrig ville have tilladt deres koner og døtre at vise sig offentligt, accepterer nu at kvinderne deltager.
Naziha er fraskilt og mor til fire børn. Hun har arbejdet, siden hun var ganske ung, og for hende er det livsnødvendigt at komme ud, møde mennesker og bidrage til samfundet.
Sådan har Halimy Mansouris 21-årige svigerdatter Hajer Borgaya det ikke. Hun læser matematik på universitetet i Benghazi, men hun håber inderligt, at hun aldrig får brug for sin uddannelse. Hun har lige født tvillinger – på revolutionens første dag – og går kun på universitetet for at have noget at falde tilbage på, hvis hun ulykkeligvis en dag bliver alene.
”For mig er familien det vigtigste. Jeg har ikke tid til at arbejde,” siger hun.
Tilbage i Baida fortæller dr. Mansoura al-Alami, at kvinderne generelt er bedre uddannede end mændene, og op imod 70 procent af de studerende på universiteterne er kvinder. Men de færreste af dem får job, når de er færdiguddannede. De gifter sig i stedet for.
”Vi har brug for forandring. Jeg ønsker at se kvinder i parlamentet, i ledende stillinger i erhvervslivet, i det offentlige. Og jeg er sikker på, at revolutionen på lang sigt vil hjælpe kvinder til at blive mere udadvendte og mere aktive i samfundslivet.
all photos copyright Flemming Weiss Andersen
FRA IRAK:
EN SÅKALDT DÅRLIG FAMILE - OM IRAKS SKRANTENDE RETSSYSTEM OG VORES VEN, UADAY HASSAN A-SAIDIS SKÆBNE.
af Flemming Wess Andersen & Eva Plesner
Uday Ahmed Hassan As-Saidi er idømt fængsel på livstid for to mord, som ingen, inklusive dem, der anklagede ham, tror at han er skyldig i. Hans største fejl er formodentlig den, at han kommer fra en såkaldt ”dårlig familie.”
Uday virkede på os som lidt af en rod, da vi mødte ham første gang i sommeren 2003. Alligevel sagde vi ja, da han tilbød at arbejde for os som chauffør, og han viste sig at være en mester i at sno sig igennem Bagdads efterkrigskaos.
Vi boede dengang i hver sin ende af den samme vej i Bagdad-bydelen Zaijuna, og i vor ende af vejen sagde man, at Uday kom fra ”en dårlig familie.” Hans far havde været en af regimets frygtede og forhadte ”sikkerhedsofficer,” og den første gang, vi hørte om familien, var det på grund af en drive-by-shooting, som var rettet mod faren.
Dem kom der de følgende uger flere af, og da Udays mor, Selma, blev ramt af to kugler, hvoraf den ene gik ind i skulderen, havde hun fået nok. Hun anmeldte ægtemanden, som hun længe havde ligget i privat krig med, til amerikanerne for våbenbesiddelse. Som straf gennembankede han hende, hvorpå han flygtede fra kvarteret, og familiens rygte blev endnu mere blakket.
Nu var Uday ikke alene søn af en berygtet sikkerhedsofficer, men også af en mor, som havde svigtet sin mand i nødens stund.
Uday selv havde vist aldrig været særlig vild med diktatoren Saddam Hussein, men han havde alligevel meldt sig ind i Baath-partiet for at blive løjtnant i grænsepolitiet. Da vi mødte ham var grænsepolitiet imidlertid gået i opløsning, og han havde masser af tid.
Men da vi vendte tilbage til i 2004 , måtte han søge om orlov for at køre for os. Han arbejdede i Bagdads Lufthavn, indtil han i 2005 blev forflyttet sydpå til Kut nær den iranske grænse, som straf for, at han havde stoppet en niece til en korrupte viceminister i at smugle antikviteter til London.
I Kut mistænte hans nye kollegaer og overordnede ham for at være udsendt fra Bagdad for at afsløre deres medvirken i våbensmuglerier fra Iran til den shia-islamistiske Mehdi-hær. Og han blev udsat for et attentat, som han overlevede på mirakuløs vis: Mens han flygtede hen over hustagene gik en af kuglerne igennem hans vide bukseben, uden så meget som at strejfe ham.
”Jo mere, jeg tager orlov, des gladere er de,” sagde Uday, og fra oktober 2005 arbejdede vi sammen i seks intense måneder.
På det tidspunkt havde selvmordsbomber, kidnapninger og vilde skyderier fra amerikanske tropper og private sikkerhedsfirmaer allerede længe hærget i Bagdad, og nu var der også dødspatruljerne og de sekteriske udrensninger at tage sig i agt for.
Uday var både vores chauffør og vores eneste sikkerhedsvagt. Han havde ”næse”, vidste, hvornår det gjaldt om at være fræk, og hvornår man skulle løbe sin vej, og da vi rejste ud af Irak i april 2006, drog han vist selv et lettelsens suk over, at heldet havde været med os alle så langt.
Men den 10. april 2007 slap Udays held op, da tre mænd, formodentlig fra Mehdi-hæren, beskød ham under en overhaling på motorvejsbroen lige uden for Zaijuna. Han blev ramt af flere kugler, hvoraf en satte sig fast i venstre skulder, en gik gennem halsen og ud i højre skulder, og en gik gennem højre hånd. Men det lykkedes ham at køre bilen de sidste par hundrede meter hen til hovedgaden, hvorfra han blev hjulpet på sygehuset.
Tre dage senere var Uday hjemme igen. Venstre arm var lammet, højre arm stærkt handicappet, han var på stærk medicin, hans kone, Hind, måtte made ham.
Og Uday burde flygte. Familien frygtede, at angriberne ville komme tilbage, og Hind bad Selma om penge, så hun og Uday og deres to små børn kunne tage til Syrien. Men Selma havde andre planer. Hun ville have Uday af sted uden Hind, og foreslog hende at tage hjem til ”sine egne.” Hind havde nemlig familie, som var med i Mehdi-hæren.
Vi har altid opfattet Selma som en stærk og temmelig beregnende kvinde.
Da invasionen i 2003 var uafvendelig, og hun forudså, at hendes voldelige mand snart blev hjemmegående, fik hun arrangeret, at Uday flyttede ind sammen med Hind og parrets førstefødte. Og Uday beskyttede hende og hjalp hende med at smide faren ud.
I 2005 var faren imidlertid flyttet hjem igen. Han havde genoptaget sit oprindelige erhverv som slagter i shia-bydelen al-Khademiya, og der herskede tilsyneladende en slags våbenhvile i familiens enorme hus. Men da Uday forstod, at Selma ville have ham af sted til Syrien uden sin kone, opstod der en ny stillingskrig. Og Selma var den stærkeste. Den 6. maj klokken to om eftermiddagen, 25 dage efter attentatet, opgav Hind og forlod rasende huset uden sine børn.
Det sidste, hun ifølge Selma råbte, var: ”I skal få at se, hvad jeg kan finde på,” og tre timer senere kom det næste attentat. - Men Uday tror under ingen omstændigheder, at Hind var indblandet.
Kort forinden havde hans ven, Ahmed al-Difa’i kørt ham op til hovedgaden i Zaijuna. Ifølge Selma var det for at købe medicin, iflg. en af Udays bekendte var det for at købe alkohol. Det var Udays første tur ud af huset siden angrebet i april, og han vidste at det var risikabelt. Han bar sin pistol i højre hånd i et forsøg på at bluffe eventuelle modstandere, så de troede at han kunne skyde (Uday er venstrehåndet, og venstre arm var stadig lammet). Og da Ahmed og han kom tilbage til huset, lagde han pistolen op i forruden, hvorpå de åbnede en øl for at drikke den ude i bilen.
Straks efter kom der tre biler med to mand i hver og omringede Ahmeds bil. En af angriberne steg ud og råbte ”Rør jer ikke!”, men Ahmed greb Udays pistol, steg ud af bilen og skød. Angriberne skød igen, og imens slap Uday ud via førersiden, forbi Ahmed og ind gennem jernporten til huset. Han tænkte først og fremmest på børnene, fik sin lillesøster Dina til at ringe til politiet, hentede en AK-47 automatriffel og løb op på taget.
De nærmeste naboer blandede sig hurtigt og øgede forvirringen ved at affyre varselsskud fra hustagene og fra bag husmurene for at jage angriberne ud af kvarteret.
Uday kunne med sine dårlige arme kun skyde tilfældigt og droppede AK-47’eren ned til en genbo, som kom til hjælp ved husets bagside. Men også han nåede kun at skyde lidt op i luften, inden angriberne flygtede i en af deres tre biler. De efterlod sig én dræbt og én såret. Også Ahmed var hårdt såret og blev straks hentet af sin familie, som bor blot nogle huse borte. Et par dage senere blev han fløjet til behandling i Jordan, og han har ikke vist sig i Irak siden.
Selma fandt det klogest, om også Uday forsvandt. Men Uday lyttede ikke. Om det var på grund af chokket, medicinen, øllen eller familieopgøret, har han ikke kunnet forklare os, men han gik i stedet som en anden ”Rambo” ud på gaden, bevæbnet med husets anden AK-47 og spurgte den sårede, hvor han kom fra. Han sagde kun ét ord: ”Grøn” og det viste sig senere, at han havde en kiosk i ”Den Grønne Zone.” Straks efter kom militæret. De kørte den sårede væk, som de ifølge Uday sparkede og kaldte for ”terrorist,” og da hans lig samme dag blev udleveret til hospitalet, var han blevet skudt gennem hovedet.
Politiet ankom som de sidste, og Uday fremviste de våben, som var blevet brugt af ham selv, hans nabo og af Ahmed. Han tog villigt med på Zaijunas politistation og afgav bl. a. forklaring om, at han havde forsøgt at skyde oppe fra taget.
Denne forklaring er senere blevet vendt imod ham og danner det juridiske grundlag for, at han i dag er idømt fængsel på livstid for at have myrdet de to angribere, selvom han har tre lægeattester på, at han ikke var i stand til at håndtere et våben i gerningsøjeblikket.
For hvad Uday i sin forvirrede sindstilstand glemte at tage i betragtning, var at alt i Irak kan tælles i penge, at Mehdi-hæren styrede Zaijunas politistation, og at hans egen familie efter at have giftet sig på kryds og tværs af stammeskel er uden for stammernes beskyttelse.
Og hvad han ikke var klar over, var at angriberne ikke alene kom fra Mehidi-hæren, men også tilhører nogle af Bagdads mest berygtede stammer i det fattige Sha’ab-kvarter, nemlig as-Sa’adierne, og al-Mohammedawierne.
Allerede næste dag sendte de bevæbnede folk til Zaijuna for at fortælle, at ”alle skulle bryde enhver forbindelse med huset.” og at ”enhver, der vidnede ville blive behandlet derefter”, og om aftenen sendte de mødrene til de dræbte af sted med krav om blodpenge. Ifølge Selma lød det samlede krav på ca. 200 millioner dinarer (dvs. omkring 1 millioner kroner) til de to familier og deres stammer.
Men Selma og hendes mand gik ikke ind i forhandlinger, og 10 dage senere, den 3. juni 2007, blev liget af Udays far, Ahmed Hassan as-Saidi, fundet i nærheden af Abu Ja’afer pladsen.
På muren til familiens hus stod der næste morgen ”Stammerne kræver blod”, og Selma bragte sine to døtre i sikkerhed og gav Hind sine børn tilbage, hvorpå hun opsøgte stammelederne:
”Nu da i har dræbt min mand, kan I ikke også kræve blodpenge,” sagde hun. Men det kunne de. De havde ikke noget at gøre med drabet på Udays far, sagde de, og selv om de godt vidste, at det ikke var Uday, der havde skudt deres sønner, så var det hans våben, der var blevet brugt. ”Og eftersom at vi ikke kan få fat på Ahmed, er det din søn, der skal betale.”
Hind opsøgte Mehdi-hærens kontor i Sadr City for at få dem til at gribe ind i sagen. Det afviste de, men en vis Abu Zahra fortalte hende, at de to dræbte ”var sendt ud på en mission, og at den ikke havde været at dræbe Uday.”
Det samme fik Uday at vide, da han var blevet overført til detentionscentret ”Tesfirat.” To brødre til en af de dræbte arbejdede som fangevogtere og lod skinne igennem, at det var Ahmed, de havde været ude efter, hvilket formentlig betyder, at de ville kidnappe ham.
De lod i øvrigt Uday forstå, at hans eneste chance for at overleve en løsladelse var at betale erstatning, og Uday satte derfor sin lid til en anden blandt fangevogterne, en vis sergent Karim, som forsøgte at få forhandlinger i gang mellem familierne og gjorde hvad han kunne for at forhindre at Udays papirer ikke kom for en undersøgelsesdommer, førend at et forlig var opnået.
Sergent Karim belærte i øvrigt Uday om, at hans sag ikke var så juridisk enkel, som han troede. Da alle angribernes våben var sporløst forsvundet, og da ingen turde vidne til fordel for Uday, ville det blive vanskeligt at dokumentere, at der ikke var tale om mord, og selv hvis det kunne bevises, at det var Ahmed, som havde skudt, risikerede Uday at blive anset for medskyldig og dermed straffet lige så hårdt som morderen. Hans egen forklaring om, at han havde skudt oppe fra taget, kunne blive betragtet som en tilståelse.
Uday forsøgte derfor forgæves at trække ”tilståelsen” tilbage, og da vi i juni 2008 mødte Selma i Bagdad, prøvede hun at indgå forlig med stammerne. Men hun kunne ikke skaffe penge, for arvereglerne gjorde det umuligt for hende at sælge huset, sagde hun.
Et år senere var Mehdi-hærens magt i ministerier og fængsler imidlertid så svækket, at ingen længere formåede at holde Uday væk fra en dommer, og den 17. juni 2009 gik retssagen igang.
Der blev ikke ført nogen vidner, der var ingen tekniske beviser eller obduktionsrapporter, kun en politirapport, som bl.a. hævder, at drabene fandt sted på Zaijunas hovedgade ca. tre kilometer fra Udays hus. De to sagsøgere hævdede, at deres sønner bare havde været ude for at købe telefonkort og havde i øvrigt kun ”hvad de havde hørt på politistationen i Zaijuna” at holde sig til. De havde indkaldt en nabo som vidne, som ”helt tilfældigt” havde overværet episoden, men han dukkede aldrig op trods arrestordre. Ahmed var stadig i Jordan, og ingen fra Udays familie fik lov til at vidne. Endelig havde lederen af Zaijunas politistation, oberst Fuad, afgivet forklaring på et lukket møde.
Til det fjerde retsmøde dukkede Selma op og skabte kaos ved at kaldte sagsøgerne for ”mordere”. Til det femte retsmøde fik Uday lov til at afgive sin forklaring. Bagefter var hans advokat, Iman Numan Saleh, som på intet tidspunkt havde fået adgang til at tale med Uday uden for retssalen, helt sikker på, at han ville blive frikendt på mangel på beviser.
Og da dommeren den 19. juli, idømte Uday livsvarigt fængsel, var det sidste, han sagde til Uday: ”Jeg har faktisk hjulpet dig. Du vil blive frikendt ved appelretten. Men se nu først og fremmest at få indgået et forlig med stammerne, så de dropper sagen.”
Dommen fik omsider Udays mor til at vågne op, og hun har nu betalt 26 millioner dinarer til hver af de to dræbtes familier, ialt ca. 245.000 kroner.
”Hun kunne have nøjedes med det halve, hvis hun havde taget sig sammen noget tidligere,” siger Uday. Efter dommen skruede stammerne prisen i vejret.
Til gengæld for erstatningen har sagsøgerne sat deres fingeraftryk på et officielt dokument, hvori de erklærer, at deres anklager ”var baseret på rygter”, og at de ”nu har indset, at den dømte intet har med mordene at gøre.” Samtidig har Udays advokat appelleret sagen. Hun forventer, at ikke at der bliver en egentlig retssag, men at et dommerpanel i løbet af efteråret vil gennemgå papirerne og frikende Uday på stedet.
Ahmeds rolle er ikke nævnt nogen steder i dommen, og det skyldes rimeligvis, at hans bror, der er højtstående officer i hæren, har brugt sin indflydelse på politistationen i Zaijuna. I det hele taget handlede Ahmeds familie hurtigt og i selvforsvar, og ifølge Hind opsøgte sheikerne fra Ahmeds stamme straks as-Sa’adierne og al-Mohammedawierne for at kræve erstatning. Ahmed kommer nemlig fra en god stamme og er del af en god familie, som forstår at holde sammen og beskytte sig - både mod militser og mod Iraks lemfældige retssystem.
Og selvom deres vidneudsagn kunne have sparet Uday for hele sagen, er det ikke noget man kan bebrejde dem, mener han. Han bebrejder heller ikke naboerne, der ikke turde vidne: ”Det er dumt ikke at være bange for Mehdihæren,” siger han.
Efter dommen blev Uday overført til afsoning i Abu Ghraib fængslet, men da store dele af det brændte under fangeoptøjer i september 2009, blev han overført til Chamchamal fængslet i Irakisk Kurdistan.
Her har fangerne smuglet telefoner ind, og vi har været i kontakt med ham siden april 2010.
Han har foreløbig siddet indespærret i tre et halvt år. En del af førligheden er kommet tilbage i højre arm. Men ikke i den venstre.
”Men min historie er ingenting,” siger han. ”Jeg kender i snesevis herinde, som har fået en endnu mere uretfærdig behandling end mig.”
Nede i den ”pæne” ende af Udays vej i Zaijuna er der stadig ikke meget sympati til overs for vores ven.
”Sådan må det gå, når man kommer fra en dårlig familie,” siger de.
Udays appelsag var berammet til december, men er blevet udsat på ubestemt tid. Retten fandt det alligevel nødvendigt at indkalde de to familier, som nu har frafaldet deres anklager, men de er ikke dukket op. Muligvis fordi de allerede har indkasseret hele det beløb, man indgik forlig om, og ikke ser nogen grund til at ulejlige sig hen til retten.
Uday sidder nu i Bagdads overfyldte Tesfirat-kompleks og venter på en afgørelse.
Sadr City - al-Wafa'a-school under paralamentsvalget i marts 2010
af Eva Plesner
26-årige Ibrahmim Raad er så rasende, at der står tårer i hans øjne. Han kan ikke få lov at stemme, fordi hans navn ikke er registreret, og de valgtilforordnede på al-Muhaj skolen i Bagdads Adhemiya-distrikt har kun en skuldertrækning til overs.
”Jeg har været rundt på fem forskellige skoler, og alle steder bliver jeg afvist,” siger Ibrahim Raad frustreret.
Han er uddannet cand. Polit fra universitetet i Bagdad, men har ikke noget job. Han siger, at han har mødt mindst 50-60 andre vælgere, som heller ikke kan få lov at stemme, og han afviser, at der er tale om rod og tekniske fejl.
”Det er den såkaldt uafhængige valgkommission, der står bag,” siger han. ”Den består af medlemmer, der selv stiller op til parlamentsvalget, og som er ude på at forhindre de sekulære og nationalistiske lister i at få indflydelse. Den tidligere premierminister Iyad Allawi er en af deres største konkurrenter, og dette her område er et af hans stærkeste områder. Derfor fjerner de masser af vælgere fra listerne her.”
Ibrahim Raad ville selv have stemt på Allawi, hvis han fik lov. Til trods for sin frustration er hans tro på demokratiet klippefast, siger han.
”Jeg møder op igen til næste valg, og til næste igen. En dag vil demokratiet have vokset sig stærkt i Irak,” siger han.
Næppe har han fuldført sætningen, før der lyder nye, vrede råb henne ved de valgtilforordnedes bord. Endnu en vælger er blevet afvist, fordi hans navn ikke står på listerne. Ibrahim ryster på hovedet.
”Demokrati er en helt ny oplevelse for Irak,” siger 55-årige Thawra Mustafa Ahmed, som er mor til tre børn og stemmer på kommunistpartiet. To af hendes døtre stemmer på Iyad Allawi.
”Men hele familien er enige om, at bare de sekulære lister får øget deres indflydelse, så er det godt. Det vigtigste er at minimere de religiøse partiers indflydelse,” siger hun.
Da vi forlader valgstedet 20 minutter senere, møder vi Ibrahim Raad lige uden for med et stort smil på læben. Han er lige blevet ringet op fra én af de fem skoler, hvor han forgæves har henvendt sig. De har ikke fundet hans navn, men de beder ham om at komme igen. Så kan det være, de kan finde en løsning.
Foran Jalawla skolen i den fattige og shia-dominerede bydel Sadr City møder vi også flere, der siger, at deres navne er forsvundet fra valglisterne. Men vi får ikke lov at komme ind, til trods for, at skolen er et af de 12 afstemningssteder, som ifølge IHEC selv er åbne for medierne.
Det er der bare ikke nogen, der har fortalt hverken vagter eller valgtilforordnede, og vi får ikke adgang.
På al-Wafa’a skolen, også i Sadr City, bliver vi dog lukket ind.
Vi møder bl.a. Tagrit Gazi, 20 år, som vil stemme på det shia-religiøse Fadhila parti.
”Vi stemmer på imamerne. Det er afgørende at få religiøse mænd i parlamentet. Det er et krav fra os,” siger hun.
Tagrit blev enke som 20-årig. Hendes mand blev kidnappet af militante, sunni-ekstremister i 2007. Hans lig blev fundet på en gade i Adhemiya.
Sadr City var tidligere Muqtada as-Sadrs magtbase i Bagdad. Men ikke en eneste af de vælgere, vi taler med, vil stemme på hans parti i dag.
”Muqtada er dårlig til at repræsentere os i parlamentet. Det virker som om, at han har opgivet folket, så nu opgiver vi ham,” siger Tagrits svoger, Rasaq Said, som er 35 år gammel og uddannet i marketing, men overlever ved at slæbe kufferter i lufthavnen.
”Der er ekstremt mange unge i Sadr City, som ikke har arbejde. Vi mangler arbejde, sikkerhed og serviceydelser. Muqtada har ikke skaffet os noget af det,” siger han.
NOTER:
I torsdags, da soldater, politifolk, læger og andre stemte, fordi de ikke har fri i dag, var der også problemer. Vi besøgte bl.a. et af soldaternes afstemningssteder, hvor 16.300 soldater skulle stemme. En af de valgtilforordnede – som ikke vil have sit navn frem – fortalte, at de blev chikaneret af IHEC’s repræsentatner på stedet og bl.a. ikke fik lov til at tjekke valglisterne.
Ved et rent tilfælde mødte vi ham i Mutanabigaden dagen efter, og da fortalte han, at kun 6.400 af de 16.300 soldater havde nået at stemme, inden valgstedet var blevet lukket klokken 17. Resten måtte gå igen med uforrettet sag.
Generelt var det ekstremt vanskeligt at komme rundt i byen i dag. Mange steder var der tjekpoints for hver 100 meter, og det kunne snildt tage ti minutter at komme igennem hvert enkelt af dem. Vi forsøgte forgæves at komme ind på to af de 12 valgsteder, der officielt var åbne for medierne, men blev afvist.
all photos copyright Flemming Weiss Andersen